#heltuperfekt

I morges på vej til arbejde hørte jeg på P3 om hvordan unge, i særdeleshed kvinder, føler sig presset og føler de ikke kan leve op til de idealer, som de enten selv opstiller for sig selv, eller hvad de ser på de sociale medier. Straks tænkte jeg! Godt jeg ikke er én af de der damer (eller mænd), som har behov for at vise hvor ovenud lykkelig og perfekt alting er, mens virkeligheden præcis er lige så grå og kedelig, som hos alle andre. Pludselig slog det mig så. Jamen dét håber jeg da for søren heller ikke at I tror? At vores liv er perfekt? At Lily er en sand engel, eller at Todd og jeg er det mest sympatiske par, som giver endeløs plads til hinanden?

Efter vi vandt Nybyggerne sidste år (shit der er snart ny finale hva’!), så fik jeg rigtig mange beskeder med kommentarer og spørgsmål til os, om vores forhold, og hvor sympatiske vi virkede. Nogle spurgte til hvordan man forblev glade for hinanden efter 10 år, én var sågar gået fra hendes kæreste fordi det var gået op for hende hvordan man ikke skal være i et forhold, efter at have set os i Nybyggerne. Jeg kunne jo ikke andet end at være for smigret over at flere spejlede sig i os, og være glad for at den pige fik gjort op med en mand, der ikke behandlede hende ordentligt, for det var fandme sejt, men dengang fik jeg også svaret de fleste at dét man så på TV jo kun var en brøkdel af virkeligheden.

Så nu lad mig fortælle jer hvordan alting er bag vores instagrambilleder og blogindlæg – og nu lover jeg at ikke få det til at lyde som om vi har det hårdt, for det har vi ikke. Min veninde påpegede tidligere, da jeg fortalte hende om det her indlæg, at det var rigtig godt at vise et nuanceret billede, men nu skulle det ikke blive sådan et indlæg, som beskrev hvor “hårdt” vi har det, og så sidder alle og siger yeah right Anne. I er da helt perfekte. Det er vi altså ikke. Vi er præcis, som alle andre. Leverpostejskedelige og helt og aldeles perfekt uperfekte.

De som bor herude i området og handler i den lokale Fakta kan nok ikke have undgået at have hørt barnet, der kan skrige så ualmindeligt højt, fordi hun SÅ gerne vil have det lyserøde babybadekar i plast, som Fakta har på spotvarehylderne. (Spotvarehylderne er mit mareridt med Lily!) Så meget skrig og skrål en hel eftermiddag at vi måtte igangsætte en fem dages afkrydsningsliste, for hver aften, hun hjalp med at tage af bordet og sætte i opvaskemaskinen. Det var så en kæmpe succes og jeg tror aldrig jeg har set hende så stolt over at tage sin lille pung med i fakta og betale for det gyselige plastikbadekar. Shit en 4 årig er fast arbejde. Jeg elsker hende som dagen er lang, men hun prøver samtlige grænser af, og det kan altså være lidt trættende i de her dage.

Mit arbejde er da heller ikke på nogen måde perfekt. Ja, jeg arbejder som produktchef, hvilket lyder meget #bosslike. Det er det altså ikke. Til gengæld har jeg nogle virkelig gode arbejdsforhold, er ikke bundet til faste arbejdstider, har mulighed for hjemmearbejde, og en dygtig partner i crime på mine produktområder, som får mig til at grine hver dag. Det kræves så af mig at jeg træder til hvis det hele brænder på. Jeg har både arbejde til langt ud på natten og stået op klokken 3 for at møde ind. Det er livet med jobløn og det kan jeg godt lide. At jeg så arbejder i en virksomhed, som er meget gammeldags er en anden sag.

Todd. Åh Todd. Vi er glade for hinanden og jeg elsker ham meget højt. Jeg vil dog ikke just sige at de sidste 10 år har været lutter lykke. De er bare gået op og ned. Intet stort der. Vi har både været fra hinanden i en periode, skændes så meget jeg har været på vej til at køre ham i lufthavnen og bare haft så mange faser op og i ned i at blive voksne sammen, op gennem tyverne. Vores hverdag er heller ikke kun happy days. Vi diskuterer også hvem der skal lave mad, hvem der ikke rydder op efter sig selv, og jeg øffer over at jeg laver det hele. Kender I det?
Han synes til gengæld jeg er super irriterende fordi jeg er så distræt. Han hader det. Jeg tror nogle gange synes han også det er lidt sødt, men er du gal han kan blive irriteret når jeg glemmer noget, specielt hvis det er noget til Lily. Jeg havde glemt hendes elefanthue til børnehaven den anden dag. Jeg tænkte nåh ja hun låner bare én af børnehaven. Nix i Todds verden var det fanderme ikke okay. Stram op kvinde og lad være med at stresse rundt. Han har jo desværre ret, men det skal jeg skisme ikke fortælle ham i øjeblikket. Sådan er vi nemlig. Gode til at give hinanden dårlig samvittighed og ikke erkende fejlene i øjeblikket. Heldigvis så har vi det mega sjovt sammen. Jeg griner mange gange dagligt af og med ham. Det kan også tælles på én hånd de gange vi har været uvenner i mere end et par timer. Vi får det ud af verden med det samme. Enten på SMS (hvis Lily er i nærheden – Er vi det eneste der gør det?) eller bare diskuterer det her og nu. Det tror jeg mange omkring os synes er lidt specielt at ingen af os er bleg for at konfrontere hinanden, selvom der er andre i nærheden. Vi kan jo lige så godt få talt om det. Det er klart Todd, der har lært mig det over årene, måske er det en New Zealandsk ting.

Og så er der den evige spørgsmålsrække om hvornår vi skal have én mere. “Nåh du er meget træt, det var jeg også, da jeg var gravid, så tillykke?” Nej! Jeg er bare træt og mangler åbenlyst nogle vitaminer! “Du drikker nok ikke alkohol, hva Anne?” Nej! Jeg skal køre hjem fordi Todd allerede har drukket 3 øl til familiefesten…. “Sikke sulten du er – du skal måske spise for to?” Nej! Jeg er bare sulten! “Lily bliver jo også efterhånden ret stor”. Yes we know. Der var endda én journalist, som ringede tilbage efter et interview og spurgte og jeg nu var sikker på at jeg ikke var gravid, fordi vi har sagt vi gerne vil have ét barn mere. Folk skal lade være med at putte os ned i stereotypkassen, hvor der skal være kort tid mellem vores børn. Det bliver der ikke, det har jeg tidligere været meget ked af det over, men jeg er sikker på vores børn vokser op glade anyway. Der har jo været så meget andet godt istedet. Vi er ikke altid selv herre over det der graviditetscirkus. Jeg kunne skrive meget mere om alt det, men jeg gider ærlig talt ikke at fodre realityportalen med gode historier.

Vores Nybyggerhus, dét er vi glade for! Uden tvivl, men vi flyttede også ind i et hus hvor der er mange småting og nogle enkelte store ting der skal laves om for at det bliver helt perfekt. Vi valgte ikke vores egen grundplan, for shit det ville jeg ønske vi havde haft mulighed for det, så var alt lykken her! (Det er de virkelig heldige med de nye nybyggere) Vi er seriøst så glade for at bo her, men bliver også hele tiden uopfordret spurgt hvorfor vi ikke sælger huset og køber noget andet. Øh fordi det er VORES hus og vi er glade for det. Vi har vundet det. Os! Det kan jeg stadig flæbe over, men jeg føler virkelig tit jeg skal forsvare at vi er glade for det. Mærkeligt, men sandt! Vi prioriterer lige nu at skal have lavet nogle justeringer, som nok bliver lidt større end planlagt. Det går hovedsageligt ud på at vores køkken, som skal udvides lidt og vores badeværelse ovenpå ikke er som vi havde drømt om. Det er simpelthen ikke stort nok til alle de ting vi gerne vil have i et badeværelse. Vi begynder så småt at komme på plads med hvad vi gerne vil, og jeg tror faktisk hvis man kigger på os ude fra, så synes folk vi er sindssyge, men det er jo nok fordi vi selv har bygget det hele, så vi ser det ikke som jordens største opgave at skal flytte lidt vægge. haha. Vi er jo skadet af Nybyggerne. Alt kan lade sig gøre i vores ører. Det kan det nok ikke helt i virkeligheden, men det er værd at give det et forsøg! Jeg skal nok tage jer med i prossesen, der er flere der har spurgt om jeg vil skrive mere om indretning og det kommer der naturligt meget af de næste par måneder, når vi går i gang med at lave lidt om.

Så her er det. Sort på hvidt. Vores uperfekte familieliv, som er helt perfekt og ganske middelmådigt. Vi ER glade og vi er lykkelige, men fandme ikke 100% af tiden. Jeg tænker dog at det er en selvfølge, for jer der læser med? Jeg selv ved da godt at de tynde instagram stjerner, som slænger sig i badetøj på ingen måde er lykkelige fordi de er tynde og smukke. Måske de er lykkelige, men så tvivler jeg på at det er instagram, som gør det for dem. På samme måde tænker jeg at I godt ved at livet ikke kun er lutter lykke hos os, også selv om det eneste billede, jeg har postet på det seneste er et billede af smilende os og vores snemand på instagram?
Det må jo være et fælles ansvar at dele ud af både det gode og dårlige. Også mit. Aller sødeste Peter Ingeman har også åbnet op for det for nyligt. Men for mig så har jeg helt generelt ikke det store behov for at dele ud fra vores liv mange gange om dagen, og så ender det nok med at blive hvis jeg har taget et billede hist og her, hvor vi sjovt nok er glade på billedet. Men hvad skulle man egentlig gøre anderledes? Hive kameraet frem og tage en selfie, den dag i Fakta hvor krapylet gik amok? Shit jeg tror folk ville kigge og shit jeg ville føle mig som verdens dårligste mor.

For mig handler det egentlig mest om at bare være i nuet, og ikke hele tiden være online på sin telefon, så tror jeg nemlig balancen bliver meget bedre og at man begynder at se idealerne andre steder end på den telefon. Jeg ville i hvert fald ønske at jeg brugte min telefon væsentligt mindre end jeg gør, og det gælder i øvrigt også Todd. Vi skal være bedre til at bare være. Det skal vi allesammen. Det er så trist, når man sidder i bussen og ingen kigger op, alle sidder og kigger ned i sin telefon. Det er sgu lidt absurd. Vi vil hellere kigge på hinanden på de sociale medier end i det virkelige liv. Vi bør stoppe op og tale med hinanden, men det er jo en helt anden sag.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre hvad I tænker? Ved I ikke godt at det der vises på sociale medier er en brøkdel af det virkelige liv. At de som har behov for at vise sit perfekte liv i tide og utide, måske gør det i kompensation på noget andet? Hvad tænker I? Hvad er det rigtige at gøre? Skal vi åbne op for mere af hverdagen? Give et mere nuanceret billede af livets op og ned. Er det nok at blot dele ud af highlights? Hvad kan I lide? Hvad synes I er for meget? Hvad synes I fungerer godt?
Eller er det alligevel noget man aldrig kan undgå at få ondt i maven over, selvom man godt ved det? Et snert af jalousi hos os allesammen? Jeg kender det godt selv. Hvordan kunne vi aktivt gøre det bedre?

Summarum er så er jeg så glad for at i læser med. Jeg bliver tit overrasket over hvor mange der faktisk tjekker ind her hver dag, uden jeg skriver noget. I er skide søde er I.