I morges på vej til arbejde hørte jeg på P3 om hvordan unge, i særdeleshed kvinder, føler sig presset og føler de ikke kan leve op til de idealer, som de enten selv opstiller for sig selv, eller hvad de ser på de sociale medier. Straks tænkte jeg! Godt jeg ikke er én af de der damer (eller mænd), som har behov for at vise hvor ovenud lykkelig og perfekt alting er, mens virkeligheden præcis er lige så grå og kedelig, som hos alle andre. Pludselig slog det mig så. Jamen dét håber jeg da for søren heller ikke at I tror? At vores liv er perfekt? At Lily er en sand engel, eller at Todd og jeg er det...