Graviditeten – tænk vi bliver forældre igen inden længe!

Tænk jeg allerede er næsten 35 uger henne, og det ved jeg kun fordi jeg har en app til at holde styr på det hele. Det er simpelthen en kliche af format, men tiden er fløjet afsted. Jeg har ikke delt meget om graviditeten, hverken her eller på instagram, men vi har faktisk også haft behov for at holde meget af det for os selv. Jeg er som det nok kan mærkes ret opmærksom på hvor meget og hvor lidt vi skyder ud her på bloggen. Vi har jo 0 kontrol med hvem der videreformidler mine ord herinde, uden nogen form for samtykke. Måske det faktisk fortjener et par ord på vejen en dag. Det er i hvert fald noget der frustrerer mig personligt.

Derudover var min sidste graviditet på ingen måder sjov. Jeg havde svær svangerskabsforgiftning, var faktisk til helt sidst også på vej i fødselskramper, så de sidste uger gik ind og ud af riget, inden jeg til sidst fik et planlagt kejsersnit. Jeg var derfor faktisk fuldt og fast forberedt på at det hele ville gentage sig denne gang, og jeg har været ret nervøs for det, men det er gået så fint. Der er rent faktisk udsigt til at alt nok skal gå. Nuvel de første 12 uger var det mest opslidende cirkus, også meget værre end med Lily, med svær graviditetskvalme og 8-12 opkastninger hver dag. Jeg troede seriøst aldrig jeg ville blive normal igen. Det blev jeg heldigvis, og siden jeg ramte uge 14, så har jeg ikke haft nogen gener. Jo jo. Mit bækken gør da lidt ondt, jeg er træt og føler mig som en hval. (Jeg kan slet ikke kende mig selv, når jeg ikke i spejlet!), men alt i alt er jeg bare dybt taknemlig for at vi er kommet så langt.

Det skulle vise sig at være et langt og opslidende forløb at skulle have nummer to. Vi har været så kede af det og frustrerede, man tror det er løgn – helt tilbage da programmerne blev vist i TV. Jeg har hele tiden lovet mig selv at jeg vil dele vores forløb, fordi det er vigtigt at vi taler højt om det. Jeg kender så mange par, som kæmper. Både på den ene og den anden måde. Før og under graviditet. Det er et emne, der er vigtigt at vi får talt om, uden vi skal forbi hestenettet eller min mave for at høre erfaringer. Flere skrev også til mig privat på instagram i forsommeren, da jeg luftede at vi havde svært ved det. Vi får bare ikke talt om det højt. Jeg havde slet og ret bare ikke overskuddet til det, imens det stod på. Det har jeg nu. Så det kommer.

Nu skulle det heller ikke handle om det, men om graviditeten. Det er nemlig sådan at det lille fine menneske, jeg bærer rundt på, meget gerne skulle komme til verden i starten af marts. Et forårsbarn. Udsigten er lige nu derfor også at vi denne gang får en helt normalt størrelse basse, hvis jeg går til termin. Alt bliver helt nyt. Lily var lillebitte og vejede kun 2400 gram. Jeg var til skanning i onsdags, og baby blev skønnet til at veje lige lidt over 2 kilo. Det er altså vildt. Det er stadig ikke enormt, men min læge er helt rolig. Jeg får bare ikke kæmpe basser, og det er jo også så fint. Jeg har gemt alt babytøj fra Lily, og vi har så meget i str. 50. Hun rykkede i en str. 56, da hun var næsten 3 måneder. Det bliver nok noget helt andet denne gang, og jeg glæder mig sådan.

Vi har også meget mere plads her i huset. Da Lily blev født boede vi i en lejlighed på 3. sal på 40 kvm i København. Nu bor vi her. I vores lille grønne rækkehus (bogstavligt talt! Det har fået alge-attack! Så grimt! Det bliver heldigvis snart ordnet.) Det er helt skønt at ikke skal tænke på pladsen på samme måde. Jeg har allerede bestemt at vi skal have en stor barnevogn. Jeg skal ikke slæbe noget op og ned. Være bekymret for at nogle stjæler vores barnevogn – det  skete nemlig også for os da vi boede i København! Her i provinsen er der stille, ro og baby kan stå lige ude foran døren og sove. Jeg glæder mig. Og ja jeg bliver klogere. Jeg ved det. Vi skal nok ende med at trave vores lille nybyggerområde tyndt med den barnevogn, men indtil da, så holder jeg mig i troen om at vi får en sovebaby! Der må da være en form for fordeling, når den første aldrig sov?

Nu glæder jeg mig først og fremmest til at skal på barsel. Den starter på fredag, og yes I am counting! Jeg glæder mig helt vildt. Jeg arbejder på et kæmpe projekt lige nu, som jeg er lidt trist over at skal overlevere, men hatten af for at være ansat i en stor virksomhed. Der bliver taget så meget hånd om mig. En leder som støtter i hele processen og en HR afdeling, som tilbyder alle mulige forløb. Ingen skeler til opgaver, arbejdsload eller noget. Det er et kæmpe privilege.

Det bliver dejligt med barsel. Vi har hverken styr på barnevogn eller mange af de andre ting vi burde købe, men vi har en autostol, en lift, en slyngevugge og meget af vores babyudstyr fra Lily, så mon ikke vi nok skal klare den. Jeg vil gerne købe det meste brugt, men vi skal nok nå det. Jeg skal jo forhåbentlig gå til termin og dermed have nogle uger inden.

Og ved vi hvad det bliver? Ja det gør vi. Det har vi faktisk vidst siden uge 16, hvor vi betalte for en ekstra skanning, hvor Lily var med. Min veninde er jordemoder, og de havde gjort det samme, med deres søn, som havde synes det var så spændende. Så hun anbefalede os at gøre det samme. Det var kæmpe stort for hende. Lily er jo også 5 år nu, så hun forstår rigtig meget, og synes det er meget spændende det hele.
Vi var naturligvis blevet glade uanset hvilket køn det blev, ingen tvivl om det overhovedet, men både Todd og jeg har altid haft en forestilling om, at vi skulle være forældre til to piger. Lily ønskede sig også KUN en lillesøster (som hun mener skal hedde Ærte?!). Så det hele føltes så ualmindelig rigtigt, da den søde dame på skanningsklinniken fortalte os, at vi skal have en lillesøster! Lille bitte lillesøster! Vi glæder os! <3